Rongbuk Explorer
Rammerne tegnes

Fredag 24. september 2004 om eftermiddagen mødtes jeg med Jacob i Køge, købte ind til det næste par dage, og tog så ud til campingpladsen syd for byen. Her havde jeg i god tid forinden lejet en hytte, i den tro at vi ville være en del mennesker der skulle planlægge den forventede tur til Tien Shan. Men noget var gået galt undervejs, for selv om de fleste var enige om at det var et godt projekt vi havde skruet sammen her, var interessen meget mere begrænset når det kom til at binde sin fritid og sin økonomi på et sådant femugers projekt. Både Jacob og jeg var dog fortsat interesseret i at lave et større projekt sammen i sommeren 2005 (heraf P05), det var nu blot ikke længere sikkert at målet for turen var at finde i Tien Shan.

Det var nu ikke noget nyt for mig at folk var sprunget fra ture som jeg havde planlagt. Siden Makalu-ekspeditionen i 1997 havde jeg to gange forsøgt at stable en ny ekspedition på benene, dels i 1999 med Numbur og dels i 2003 med Barun, blot for i begge tilfælde snart at måtte konstatere at projekterne ikke blev til noget da der ikke var nogen videre seriøs interesse. For Jacob var frustrationen noget tilsvarende, for efter hans ture til Aconcagua i 2001 og Peru i 2003 var han klar til at gå i gang med et større bjerg. Han var ikke indstillet på at blive hjemme blot fordi andre ikke havde lyst til at tage afsted, og det synspunkt kunne jeg efterhånden også godt tilslutte mig.

Den lille hytte på campingen i Køge blev rammerne for store planer

Efter nogle gode bøffer og talrige pilsnere kunne vi i løbet af aftenen blive enige om, at denne gang ville vi lave en tur, som tilgodeså vores egne interesser. Vi havde ellers firet på en del af vore principper om ekspeditioner da vi planlagde turen til Tien Shan, men da dette tilsyneladende ikke gjorde nogen forskel kunne vi lige så godt se hinanden dybt i øjnene og spørge hvad ville vi selv? Vi skulle planlægge en tur i sommeren 2005, den skulle gå til et område hvor der var mulighed for at bestige en 7000'er, det skulle være en tur som man også kunne lave selv om man kun var to personer, det skulle være en tur med en højtliggende, betjent basecamp, og selve turens pris skulle helst ligge indenfor 30.000 kr.

Næste dag kom realiteterne på bordet. Efter at have studeret de forskellige oplæg kunne vi til sidst koncentrere os om to mulige mål: dels Spantik i Kakaroram/Pakistan og dels Rongbuk-området i Tibet nord for Everest. Begge områder kunne på forskellige måder opfylde de krav til en tur som vi havde sat os dagen før. Hjemmearbejdet gik nu på at undersøge disse to muligheder hver for sig.

Spantik var det mål som var nemmest at gå til, i og med at det var et konkret bjerg. Bjerget er 7030m højt og er samtidig en af de letteste 7000-metere i Karakoram. Eventuelle vanskeligheder optræder primært i starten, og størstedelen af bestigningen foregår ad en lang snegrat, som på den ene side ikke er særlig vanskelig, men også giver et langt tilbagetog hvis højdeproblemer eller dårligt vejr skulle slå til højt på graten. I Pakistan har flere danske ekspeditioner tidligere haft held med et joint venture, således at flere små ekspeditioner deler basecampfaciliteter og har fælles tilladelse, men i øvrigt laver bestigningen helt på egen hånd.

Med landkort på bordet kan det ikke gå helt galt

Rongbuk krævede mere planlægning, for mit forslag om Rongbuk byggede blot på en gammel plan fra 90'erne, en drøm som Per Bager havde tændt i mig ved en snak efter et af hans forsøg på Everest. Her, på begge sider af hovedstien fra Everest BC Nord til selve bjerget lå der masser af bjerge som ingen tilsyneladende tænkte på at bestige. Jeg havde dog dengang checket området og vidste at der lå indtil flere 7000'ere i området, uden at jeg dog havde fæstnet mig ved nogle navne. En tur til Rongbuk ville kræve noget mere planlægning end en tur til Spantik, der var ikke nogen mulighed for et joint venture, vi ville være alene på stedet og måtte løse problemerne selv, og vi skulle selv afholde alle udgifter til tilladelser og faciliteter uden at kunne dele med andre ekspeditioner. Så her ville budgettet næppe kunne holde.

Det viste sig dog snart at der var en stor mangel ved et projekt omkring Spantik, for ganske vist er bjerget forholdsvis nemt at komme op på, men det her med at vade op og ned ad bjerget mange gange for at akklimatisere havde aldrig tændt mig synderligt, mere spændende var det at akklimatisere på andre og lavere bjerge i nærheden og først gå mod hovedmålet når man var klar. En nærmere undersøgelse viste at der ikke rigtigt var lettere bjerge i omegnen af Spantik, så det stod klart at akklimatiseringen her ville blive den traditionelle trasken op og ned ad samme rute. Den endelige afgørelse kom dog først i november hvor Lars G gennem sit firma Kipling Travel kom med et tilbud på $ 3665 for selve Tibet-arrangementet excl. flybilletter og udgifter i Kathmandu. Kort efter var sagen afgjort: P05 ville gå til Rongbuk.

Det næste par måneder gik med at dreje focus over på Rongbuk, finde ud af hvordan vi skulle gribe planlægningen an, og hvilke elementer der skulle indgå deri. Op til Makaluekspeditionen havde jeg haft stor succes med flere weekendsamlinger på neutral grund hvor vi kunne komme i dybden med flere af turens detaljer, men det var der ikke umiddelbart behov for når nu vi kun var to. Alligevel holdt vi fast ved weekendsamlingerne da det gav en sikkerhed for at vi ville have den fornødne tid til at vende tungere emner. Ellers gik planlægningen de første par måneder løbende når vi mødtes på en café inde i byen, men efter nytår blev der hanket mere op i tingene og planlægningen blev mere formaliseret.